Pinot Noir

Pinot Noir er en tyndskindet drue, der giver vine med mindre kraftig farve samt blødere og lettere tanniner. Sorten er meget kræsen med hensyn til hvor den trives, hvilket gør den meget svær at kultivere. Pinot Noir er den røde konge af Bourgogne, hvor den stortrives. Den har generelt sit hjerteland i køligere, tempererede områder. Bliver det for koldt, modnes Pinot Noir ikke ordentligt, hvilket giver vine med vegetabilske aromaer som kål og blade. I varme områder bliver vinene marmeladeagtige, uden nogen kompleksitet og personlighed.

Pinot Noir-vine fra køligere tempererede områder er nogle af de mest udtryksfulde vine, med aromaer af røde bær (jordbær, hindbær, kirsebær og ribs) med vegetabilske og animalske nuancer (våde blade, svampe, vildt-kød-flæskede aromaer). Pinot Noir-druen siges, at være den sort, der smager af mindst, hvorfor den må være en enestående eksponent for at udtrykke det terroir, den er kultiveret i. Jordbund, mikroklima og vinifikationen må således være det, der giver vinen aromaer og kompleksitet.
Til trods for sortens skrøbelige væsen er den udbredt i de fleste områder med forholdsvis god varme, men med forhold, der køler vinstokke ned, typisk i højtliggende områder, eller i områder ud til hav eller større søer. Udover Frankrig kan især Tyskland, Østrig, Californien, Oregon, Australien og New Zealand i den grad være deres Pinot Noir-vine bekendte.