Domaine de l'Étoile Noire

Kører man sydpå fra Beaune by ad de snørklede veje, gennem markerne, kommer man forbi det ene – i vinverdenen – kendte bynavn efter det andet. Og får man drejet af de rigtige steder, ender man i Chassagne-Montrachet videre til Santenay og til sidst, som Côte de Beaune’s sidste bastion mod syd: Sampigny lès Maranges.

Hér slog Hans Christian Ambjerg og hans kone, Tina, sig ned i 2010 for at blive rigtige vinbønder på det helt rigtige sted. Hans Christian Ambjerg er uddannet civilingeniør med fokus på fermentering og bioteknologi. Han har arbejdet inden for fødevareindustrien i over 30 år og har derfra stor indsigt i vinproduktion og fermentering. De mange års erfaring skulle udnyttes fuldt ud, da drømmen om egen vingård endelig gik i opfyldelse.
Ejendommen var til at begynde med på kun 0,2 ha. Det er ikke nemt at lægge fra land med så lille et areal – for slet ikke at tale om, hvor svært det er at komme ind på de franske vinbønder i Bourgogne.
Med megen ihærdighed og en hjælpsom nabo, som også troede på projektet, lykkedes det over årene at opnå 5,5 ha vinmarker. I starten var de lokale vinbønder skeptiske og spåede ikke det danske par store chancer for at kunne begå sig i vindyrkningens kunst. De mente, der blev sorteret alt for mange druer fra under høsten, at det var helt unødvendigt dyrt at insistere på, at alt vin skulle på egefade – og plukkekasserne var da vist også lidt små! Den færdige vin ryddede heldigvis al skepsis til side.

Vinene fra Domaine de l'Étoile Noire er enestående og viser, at Hans Christian er en mester – både i marken og i kælderen. Filosofien er respekt for terroir og det fantastiske produkt, som naturen giver år efter år. Vinen skal være ren, frugtet og have masser af kompleksitet i smagen. Og må absolut ikke indeholde tilsætningsstoffer.

Alle vinene kommer fra gamle stokke på mellem 80 og 100 år. De giver et lavere udbytte, men til gengæld en mere koncentreret og kompleks smag. Alle druerne håndplukkes for at sikre, at kun de bedste og helt modne anvendes. 
De røde druer afstilkes og fermenteres i relativt små ståltanke med temperaturstyring, så den frugtede smag opnås. Efter en nænsom og kontrolleret alkoholfermentering på 1.600 ltr. ståltanke bliver vinen hældt på franske egetræsfade (225 ltr.), hvor den malolaktiske fermentering sker. Fadene ligger i en 600 år gammel kælder under huset, hvor temperaturen konstant er mellem 10 og 13 grader året rundt. Vinene får tid til at bundfælde over otte til ni måneder og bliver derefter tappet på flaske.
Hvidvins-druerne afstilkes og presses nænsomt ved lavt tryk lige efter høsten. Efter et døgns bundfældning foretages alkoholfermenteringen på franske egetræsfade, hvor også den efterfølgende malolaktiske fermentering sker.

Efter ni år i Bourgogne besluttede det danske par at vende næsen hjemad. Børn, familie og venner trak mere end forventet og i dag er vingården i Bourgogne skiftet ud med en ny og spændende vingård i Danmark. Der er meget store forventninger tilknyttet det nye projekt – og mange sommerfugle i maven, men meget mere om det senere.

Alle vinene er transporteret forsvarligt fra Domaine de l'Étoile Noire i Bourgogne til Danmark, hvor de nu ligger korrekt opbevaret. Der er vine i alle årgange fra 2015 op til og med 2018.
Vi har foreløbigt nok til alle, men der kommer ikke mere, så hvis du vil have en lille andel af skatten, skal du nok bestille dine vine i god tid.

Tina & Hans Christian Ambjerg

l'Étoile Noire

Ingen produkter matchede dine søgekriterier...

Nulstil kriterier
...

Sorter på: