Jeannette Massenot

Hvordan kom du til at arbejde med vin?
Jeg kommer fra et sted, hvor man enten laver vin eller arbejder med salg af vin eller vinudstyr. Der er en stærk vinavler-tradition i min familie, som går tilbage til det 17. århundrede. Min oldefar, Louis Latour, grundlagde Maison Louis Latour og min morfar, André Masson, havde sit eget domaine i Aloxe og var i tillæg régisseur (ansvarlig) for Domaine des Hospices de Beaune i 1960'erne.
Jeg uddannede mig først i Lyon inden for marketing og kommunikation, hvor jeg – som "rebel" – arbejdede inden for andre industrier (HR og medicinal).
Jeg hoppede så alligevel på vintoget i 2014, efter min morfar døde. Efter hans død fandt vi hans gamle notesbøger med mange årtiers notater; om hver eneste dags vejrudsigt og andre tilstande, der påvirkede vinmarkerne. Da forstod jeg, at vin virkelig er en fascinerende branche, som går i takt med naturens forandringer og som binder generationer sammen. Dét vil jeg meget gerne lære mere om.
Derfor blev jeg uddannet i "Wine Science and International Business" i 2015 på ingeniørskolen AGROSUP i Dijon og har siden arbejdet hos flere vinimportører rundt om i verden.

Hvorfor har du valgt at arbejde hos Greenwood Fine Wine i Danmark?
Jeg forelskede mig i Danmark, da jeg boede i Oslo og mit "Corona-projekt" blev at flytte hertil! Jeg lærte derfor dansk i Norge og pakkede herefter mine kufferter. København er fyldt med "levemennesker" og det samler både den hyggelige, skandinaviske stemning og en speciel "Art de Vivre". God mad og dejlige vine er tilgængelige overalt! De fleste af mine franske venner er betaget, når de kommer på besøg første gang. Inden jeg flyttede hertil, var jeg i kontakt med Mark, som hjalp mig med gode råd. Jeg var efterfølgende heldig at få en stilling hos Greenwood Fine Wine, som også importerer vin fra min familie-vingård!
Det meget koncentrerede Bourgogne-, Bordeaux- og Champagnefokus passer rigtig godt med min baggrund. Kombinationen af Greenwoods erfaring i vinimportbranchen, et bredt vinsortiment og en meget kundeorienteret filosofi er det helt rigtige for mig.

Hvordan er det anderledes med vin end når vi mødes over kaffe eller en øl?
Det er en anden dimension med vin, både holistisk og teknisk, der tager over og skaber sin egen stemning. Vin er et levende produkt. Den er summen af alle beslutningerne, som vinbønderne har taget. De tusinder af omstændigheder, der kan diskuteres og debatteres. Det fører til samtaler og inspiration. Jeg mener, at vinbranchen er utrolig spændende, fordi man lærer og får tilfredsstillet sin nysgerrighed hver dag; af vinbønder, passionerede kunder og kolleger. Interesserer man sig for vin, interesserer man sig samtidigt for geografi, historie, rejse, forståelse af andre kulturer og er sensitiv overfor detaljer og kunst … Det er derfor en stor glæde at være en del af denne branche.

Hvad betyder det at være fransk i den danske vinbranche?
Jeg har været imponeret over kendskabsniveauet i vinbranchen. Allerede da jeg arbejdede i Norge, bemærkede jeg en utrolig dyb og nørdet tilgang til vin, som jeg ikke kendte til tidligere. Dette gør sig i den grad også gældende i Danmark.
Her gør man sig umage for at mestre sin metier. Det er ikke nok at blive født i et vinområde for at autoproklamere sig ekspert. Jeg synes også, det er dejligt at kunne smage vin fra flere lande. Danmark er stadig et "neutralt" land, selvom vinproduktionen stiger her. Tilgangen til vin er objektiv og der findes en stor mangfoldighed af vin. I Frankrig er det lidt anderledes. Mange regioner producerer vin, så man er mindre optaget af vine, som er produceret længere væk – eller i udlandet. For mig er det et positivt læringsmiljø, med mange frankofile kunder, og jeg elsker at arbejde fra Danmark med franske vinbønder.

Hvilken vin kan gøre hverdag til fest?
Det mener jeg, at Champagne gør! Vi påbegynder nu et samarbejde med mange, dygtige champagneproducenter, som jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med. Blandt andet Castelnau, Gérard Dubois, Bergère, Ruinart og mange flere. En magnumflaske Gérard Dubois Blanc de Blancs 2000 gør bestemt hverdagen til en fest!

Kontakt Jeannette på mobil 40 23 00 84 eller 
jeannette@greenwoodco.dk