Chenin Blanc

Chenin Blanc er Sydafrikas stolthed – som den mest udbredte sort overhovedet i landet. Dens oprindelse skal man dog finde i det indre Loire, hvor den stadig er den hvide dronning. Klosteret Montchenin har givet sorten sit navn, og sin udbredelse til området. Chenin Blanc har tætte familiebånd til Sauvignon Blanc og Traminer. En syrerig, ikke-aromatisk, højydende sort, som modner forholdsvis tidligt.

Sortens høje syreniveau gør den velegnet til mousserende vine og gode, faste, stramme hvidvine. Chenin Blanc er også let modtagelig overfor ædelråd, hvorfor den også er yderst velegnet til fremstilling af søde vine. Vinenes signaturaroma er friske æbler, uanset om vinene er tørre eller søde, med bobler eller har ligget på egefade.

Sorten skiller sig også ud ved, at den kan modnes i forskellige niveauer – selv i den samme klase. Derfor kræver den meget opmærksomhed, når den skal plukkes.

Vinene har, udover æblearomaerne, en lidt røget karakteristika, og hvis druerne vokser under varmere himmelstrøg, falder syreindholdet og mere tropiske aromaer melder sig, især i form af melon. De søde vine bærer den ædle råds karakteristika af abrikos og citrusskal. Netop det høje syreindhold på de mere nordlige breddegrader, gør vinen exceptionel velegnet til lagring. De kan ligge i årtier, og bliver kun mere fyldige og afrundede. Aromaer af honning, toast, hø, marcipan og tørrede frugter bliver mere og mere markante med årene.

En spændende sort, der kan udtrykke sig meget forskelligt, alt efter hvor vinene er dyrket – og hvordan der er arbejdet med dem i kældrene.