Maison Leroy

Kører man mod sydvest fra Beaune ad landevejen D973, kommer man igennem de tiltagende smukke, opdyrkede landskaber med vin, der strækker sig op ad Côte de Beaune’s skråning. Hver landsby, man passerer hér, har et byskilt, der ubevidst får vandet til at stå lidt højere end normalt i mundvigene.

Når vejen deler sig, slynger D973 sig videre ind imellem Monthélie og Meursault. Et bredt landskab folder sig ud og giver, alt efter, hvornår på året man kører igennem, associationer til Limbourg-brødrenes gotiske illustrationer fra begyndelsen af 1400-tallet. De skildrer det landlige liv for hver måned i Berry-regionen, der ligger stik vest for Bourgogne. Mennesker virker som små prikker, der bevæger sig summende igennem markerne for at gøre det arbejde, der nu skal gøres ifølge kalenderen.

Vejen slå hurtigt lidt nedad og Auxey-Duresses toner frem. Godt gemt inde bagerst i landsbyen, ned til åen, Ruisseau de Meursault, finder man efter lidt søgen, indgangen til Maison Leroy. Vinhuset er grundlagt i 1868 og fra første år er det steget på en udviklingstornado, der indtil videre har snurret igennem fire generationer, og hvor stoppestedet ikke synes foreløbigt langs den beundringsbestrøede vinrute.

Den 3. generation, Henri Leroy, hjalp i 1942 en ven i nød, ved at overtage hans halve andel af Domaine de la Romanée-Conti. Henri lagde sin fulde energi og hele sit hjerte i domainet og gjorde det over årene til juvelen i Bourgognes krone. En ædelsten, der om muligt, fortsat synes at blinke med tiltagende kraft. Andelen ejes stadig af Leroy-familien.

Den 4. generation, Henri's datter, Lalou Bize-Leroy, begyndte sit arbejde hos Maison Leroy i 1955 og overtog ledelsen i 1971. Hun lægger, som sin far, et stort arbejde i at videreudvikle familiens stolte aktiviteter, men fokus er flyttet fra Romanée-Conti, som hun ikke længere er ledelsesmæssigt involveret i. Lalou har udviklet kerneaktiviteterne i Maison Leroy.

I 1988 blev aktiviteterne udvidet med opkøb af en ejendom i Vosne-Romanée (nu Domaine Leroy) for at øge arealet af egne marker, samt med overtagelsen af den lille perle, Domaine d'Auvenay i Saint-Romain, som hun arvede samme år.

Lalou har fra begyndelsen forsøgt at få Bourgogne ind under huden, ved at kende de basale karakteristika af hver enkelt vinmarks terroir. Ifølge Lalou har man altid det bedste til gode. Derfor arbejder hun fortsat – hver dag – hendes alder til trods, ufortrødent i sin søgen efter det bedste for at kunne tilbyde vine, der giver den optimale sanseoplevelse.

Det har vinverdenen efterhånden i mange år erfaret og der er ingen grænser for, hvor anerkendende der nikkes. Robert M. Parker udtaler i "Guide Robert Parker French Wines":

"I have said it so many times, that it may seem redundant; Lalou Bize-Leroy stands virtually alone at the top of Burgundy's quality hierarchy"

Se også vores vine fra Domaine Leroy i Vosne-Romanée (Bourgogne).

Maison Leroy i Auxey-Duresses (Bourgogne).

Lalou Bize-Leroy

Henri Leroy

Ingen produkter matchede dine søgekriterier...

Nulstil kriterier
...

Sorter på: